Af Janne Sneistrup Thomsen, præst ved OGV, august 2020

Det var en lun junidag i 2019. Jeg havde indledt en rundtur til egnens kirker, og denne søndag var det valgmenigheden i Odder, der bød indenfor.

Kirken er bygget med fornemmelse for, at vi kommer til kirken ad forskellige veje; der er indkørsel både fra Østermarksvej og Rørthvej, og fra kirkegården fremstår den særlig smuk. Et lille våbenhus fører ind i kirken, hvor et vindfang med nord- og sydvendte svingdøre leder ind i et stort lyst kirkerum. Menigheden synger efter Den Danske Salmebog. Salmebøgerne står lige indenfor døren i både nord- og sydsiden. Kirkebænkene er bygget, så de passer til det ottekantede kirkerum, og under gudstjenesten har alle frit udsyn til døbefond, alter og prædikestol. Vinduer med sprosser kaster et smukt naturligt lys ind i kirkerummet, der er holdt i almuefarver. Altertavlen er et maleri af Jesus som tolvårig i templet.

Jeg oplevede en rolig, nærværende og genkendelig gudstjeneste, med en prædiken, der tog det glædelige budskab alvorligt. Salmenumrene stod synligt på to tavler, men de blev også sagt højt af kirkesangeren forud for hver salme, og der blev sunget godt med. Trosbekendelsen lød fra prædikestolen, og menigheden tilsluttede sig ved at synge 4. vers af Grundtvigs salme: O kristelighed (DDS 321). Under nadveren spillede organisten Grundtvigs salme: Mindes vi en fuldtro ven (DDS 455). Nogle gik til alters, mens andre blev siddende og lyttede til organistens orgelspil. Efter gudstjenesten gik menigheden ud af kirken i samlet flok gennem en stor vestvendt fløjdør.

Denne junidag blev vi mødt af mild sommerregn, men menigheden gav sig god tid til at tale med hinanden. Biler kørte helt op til kirkedøren, og ældre blev hjulpet. Jeg blev budt velkommen og fik en brochure om valgmenigheden, hvis det nu skulle være en anden gang.

Ny i valgmenigheden

Året efter en lun juniaften 2020 blev jeg indsat som præst i valgmenigheden. Valgmenigheden er en del af Folkekirken, men det kan alligevel være en stor beslutning at løse sognebånd til valgmenigheden, især hvis man ikke har noget problem med sin sognekirke, og der kan også være traditioner og familiære ønsker at tage hensyn til.

• Den største forskel er, at valgmenigheden ikke modtager støtte fra staten. Den afholder selv alle udgifter gennem medlemsbidrag. Menighedens medlemmer ansætter og aflønner selv deres præst.

• Den mindste forskel er valgmenighedens stærke bevidsthed om, at kristendom er uløseligt forbundet med kirkens liv og gudstjeneste.

• Når kirken er et aktivt tilvalg, gør den lille forskel en stor forskel.

Som præst arbejder jeg på, at valgmenigheden bliver ved med at være et sted, hvor mennesker mødes, når de gerne vil fejre gudstjeneste. Med det udgangspunkt kan vi også samles om alt muligt andet og blive klogere på livet og hinanden.

J.S.T