Det grundtvigske

At kalde Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) for en væsentlig figur i den danske kirkes og gudstjenestes historie er næsten en underdrivelse. Hans betydning for den måde, den danske kirke er skruet sammen på, som en folkets kirke, skyldes i høj grad hans tanker og kristendomssyn.

Grundtvigs kristendomssyn præger den danske gudstjeneste. Hans forståelse af kristendom og gudstjeneste har stor betydning og trosbekendelsen, dåben og nadveren er centrale elementer i en dansk gudstjeneste søndag efter søndag.

Samtidig er Grundtvig den af de danske salmedigtere, der har flest salmer med i Den Danske Salmebog. Størstedelen af de salmer handler om hans kristendomssyn og forståelse af det levende ord og hvilken betydning det har for menneskets gudsforhold. Også de har en fast og vægtig plads i den danske gudstjeneste.

Grundtvig var en uhyre produktiv forfatter, der blandt andet skrev 1500 – 1600 salmer, og få danske forfattere er blevet sunget af så mange og så ofte som han.

Grundtvigs forståelse af, at kristendommen er en frihedssag, har ligeledes også haft stor betydning. Grundtvig var af den overbevisning, at enhver skulle have ret til at vælge den præst, som de synes bedst kunne forkynde kristendommen. Derfor blev loven om sognebåndsløsning indført i 1855, så enhver kunne vælge den præst og den kirke de ville.

Grundtvigianismen er en social, kulturel og idémæssig strømning med udgangspunkt i den danske teolog og digter N.F.S. Grundtvigs tanker. Den har udviklet sig i mange former og har fået stor betydning for dansk offentligt liv samt forståelser af politik, samfund, folkelighed og religiøs tro.

Grundtvigianismens tankegrundlag har idehistoriske rødder i Grundtvigs skrifter, der i egenartede former var en del af den romantiske poesi, filosofi og tro med vægt på følelse og inderlighed snarere end fornuften, som prægede den første halvdel af 1800-tallet.

Bevægelsens kulturelle, sociale og politiske udtryk har været mangfoldige, blandt andet fordi grundtvigianere typisk har hævdet sondringen mellem religiøs tro og politisk overbevisning som en fælles grundtanke for deres strømning.

Blandt de øvrige samlende tanker i bevægelsen har været betoningen af kirkelig frihed og af det levende ord, dvs. mundtlige formidlingstraditioner og konkrete fællesskaber frem for den blotte boglærdom.

Grundtvigianismens indflydelse omfatter dermed langt mere end blot en social eller folkelig bevægelse.

På det religiøse plan har den været afgørende for forståelsen af den danske folkekirke som en rummelig kirke, der hviler på den enkeltes tro, og som anerkender både præstens frihed til at udlægge troen og kirkegængerens frihed til at vælge kirke og præst ud fra egen tro.

Gennem mangfoldige former for folkeoplysning i tilknytning til højskoler og landboorganisationer har den bidraget til vidt udbredte opfattelser af menneske, tro, samfund og historisk arv, navnlig i form af bestemte tolkninger af dansk historie, der har sat præg på både den populære og den videnskabelige historieskrivning.

I politisk henseende har grundtvigianismen vist sig afgørende for den moderne danske forståelse af folkestyret og dettes forvaltning gennem pragmatisk fortolkede friheds- og frisindsidealer, snarere end ved formelle regler for forvaltning.

I hele denne arv ligger en karakteristisk omformelighed og fleksibilitet, som har gjort det muligt for vidt forskellige bevægelser, miljøer og strømninger at bygge på elementer af grundtvigianismen.