I denne sommer er det 150 år siden vi fik valgmenighedsloven. Dette skete under store stridigheder i Rigsdagen. Folketinget stemte loven igennem, men Landstinget var imod. Alle biskopper undtagen den grundtvigsk sindede P.C. Kierkegaard, bror til Søren Kierkegaard, var imod, og endvidere de fleste præster. Mange grundtvigske folk ønskede en kirkelig frihedslov. Problemet opstod i Ryslinge, hvor Vilhelm Birkedal var blevet afskediget, fordi han efter nederlaget i 1864 havde bedt for, at kongen (Chr. IX) måtte have et dansk hjerte.

Adskillige mente, at der fra myndighedernes side var begået justitsmord i Ryslinge. Nu øjnede man en chance for at gøre noget ved forholdene. Grundtvig og de grundtvigske talte om frie menigheder og frie præster. Regeringen så måske også en fordel i, at der var ro på den front. Konseilspræsidenten, grev Friis, gjorde sagen til et kabinetsspørgsmål. Det var endvidere vigtigt, at havnen i Esbjerg og dermed udskibningen af landsbrugseksporten til England ikke blev sinket. Loven blev kort sagt presset igennem Landstinget og underskrevet af kongen den 15. maj 1868 med virkning fra den 1. juli.

Ryslinge med Vilhelm Birkedal som præst blev den første valgmenighed. Snart kom flere til. Indtil 1990, da Århus Valgmenighed blev oprettet, var alle valgmenigheder grundtvigske, hvorimod missionsfolkene ønskede at blive i sognemenigheden og præge dem indefra.

Valgmenighedsloven er blevet revideret flere gange siden 1868.  Her blot nogle af paragrafferne:

Valgmenigheden kan have egen kirkegård, men medlemmerne har ret til at blive begravet på sognekirkegården i deres eget sogn

Valgmenigheden står under tilsyn af provst og biskop i modsætning til frimenigheder

Valgmenighederne er økonomisk selvstændige og modtager ikke tilskud, og medlemmer betaler ikke kirkeskat, men betaler i stedet direkte til valgmenigheden.

Den selvbestemmelse, som valgmenighedernes bestyrelse fik i 1868, fik sognemenighedernes menighedsråd i 1901, men dog ikke en suveræn ret til valg af præst. Den ligger stadig hos kirkeministeren, og flere andre ting har en sognemenighed og dens menighedsråd ikke lov at bestemme.

Ingen ville vel i dag finde det rimeligt med et forbud mod børnealtergang. Morsø Valgmenighed gik ud i frimenighed i 1883 på det spørgsmål. Jeg husker ikke, hvornår præster i Folkekirken ikke længere kunne nægte børnealtergang; men det er omkring 1990.

Loven om kvinders adgang til præsteembeder fra 1947 blev først til virkelighed, da Lolland – Falsters Valgmenighed ønskede en bestemt person til præst, og det en kvinde.

Den danske salmebog af 1953 blev i høj grad præget af valg-og frimenighederne.

Begyndelsen til Odder Valgmenighed.

Vi skal tilbage til årene omkring 1860. Den store religiøse vækkelse, der havde blomstret i egnene sydpå i årtierne før, var kun lige nået til grænserne for Hads Herred.

Men omkring 1860 gik en vækkelsesbølge ind over egnen her. Man samledes i de vakte hjem, hvor man læste Bibelen og postiller, og hvor man sang salmer. Missionærer kom forbi nu og da.

I foråret 1862 dannes IM for Århus og Omegn, som fik mange medlemmer her på egen. Ingen forskel på IM og de grundtvigske. Sammen havde de protesteret mod de rationalistiske strømninger, som beherskede de fleste teologer. Det var først, da Vilhelm Beck blev formand for IM, at vejene skiltes.

Altså: da IM for Århus og omegn dannedes i 1862 var der flere grundtvigianere, der til sluttede sig den, bl.a. præsterne la Cour og Kirkebye i Odder og Otto Møller i Gylling. Foreningen udgav et månedsblad ”Budbringeren, som redigeredes af lærer P.M: Jørgensen i Beder, som var en ungdomsven af Christen Kold. Foreningen havde sin største tilslutning i de egne, hvor der nogle år senere rejste sig tre valgmenigheder: I Bering, Århus og Odder. At der ikke kom en 4. i den sydlige del af Hads Herres skyldtes nok den omstændighed, at Otto Møller fik lov at efterfølge sin far i embedet i Gylling. I Ormslev-Kolt fik Jørgen Teilmann ikke lov til at efterfølge sin far i embedet, og så dannede man valgmenighed.

Foreningen holdt sit første møde i odder i juli måned 1862 med Otto Møller som hovedtaler. Tilslutningen var så stor, at mødet måtte holdes under åben himmel. Disse møder blev en fast tradition for de grundtvigske kredse.

I 1861 var Chr la Cour blevet præst ved sognekirken i Odder. Han var søn af den kendte odderdegn Jørgen la Cour og havde siden sin barndom drømt om at blive præst her i byen. Men da det endelig lykkedes, var han en svag og syg mand, der ofte måtte have hjælp til sit arbejde, bl.a. af den unge kapellan i Gylling, Otto Møller. Denne kaldte så mange til kirke, at den snart ikke kunne rumme alle.

La Cours helbred vaklede, og han måtte have en fast kapellan. Det blev Otto Møllers ven, Anton Kirkebye, hvis far var lærer i Elbæk. I 1865 døde la Cour. Anton Kirkebye rejste fra egnen, så to markante grundtvigske præster var væk.

I Odder var tanken om selv at bygge kirke og vælge en præst allerede fremme i 1872, men opgaven synes for stor dengang. Først da man havde vist i Bering i 1876, at det kunne lade sig gøre, fik man mod til at vove forsøget. Men allerførst viste man sit mod og sin samarbejdsevne v at bygge et forsamlingshus, hvor man kunne høre de grundtvigske mænd tale. Denne generalprøve for kirkebyggeri skete i 1880, da forsamlingshuset blev bygget midt i Odder by ved det daværende torv.

I 1884 følte kredsen sig så stærk, at den dannede foreningen ”Odder Valgmenighed”. Man brugte samme fremgangsmåde som ved forsamlingshuset: Man tegnede aktier, som skulle sikre kirkebyggeri og den kommende præsts løn. Den næste opgave var at finde en mand, der ville vove springet fra en sikker stilling som sognepræst til en usikker fremtid for en lille kreds, som ikke have matadorer i ryggen, som Otto Møller advarende sagde til flokken, da de søgte råd og hjælp hos ham. Det var et nedslående råd, men Beringpræsten Jørgen Teilmann satte mod i flokken igen ved at forsikre, at det sagtens kunne lade sig gøre.

Man fandt en præst Vilhelm Malling, og nu måtte man i gang med at bygge præstebolig og kirke. Pladsen fandt man på en bakke lige øst for byen. Og bygmesteren var tømrermester Løjtnant Jensen, som fulgte med pastor Malling far Ørslevkloster til Odder, hvor han de næste 40 år satte sig præg som arkitekt og bygmester i Odder.

I 1885 kom byggeriet i gang. Først præsteboligen, og forsamlingshuset blev flyttet op på kirkebakken. Den 9. juni 1885 blev grundstenen til kirken lagt. Kirken blev indviet 14. februar 1886.

Valgmenigheden i Odder opstod ikke-som så mange andre steder i landet-på grund af et stærkt modsætningsforhold mellem IM og De grundtvigske eller et modsætningsforhold til byens præster. Den voksede stille frem af den åndelige vækkelse, som begyndte i 1860, og der har altid været et godt forhold, også nu.