Altid allerede elsket
Af Kirsten Høg.
”Man kan godt være et moderne menneske og tro”, udtaler skuespilleren Morten Hee Andersen i et interview i Kristeligt Dagblad. Anledningen er hans medvirken i ”Herrens Veje”, hvor han spiller præsten August, der efter at have været udsendt som feltpræst er på sammenbruddets rand. Ligesom man også kan være på psykofarmaka som troende menneske, for videnskab og tro er ikke hinandens modsætninger, men supplerer hinanden.
Jeg har netop læst to bøger. Den ene er en gammel sag, Martin Herbsts ” Mit livs Omvej”. Han blev ganske vist barnedøbt, men ellers spillede kristendommen ikke nogen rolle. Da han var 6 år blev hans forældre skilt, og trygheden forvandledes til kaos. Han fandt som 18 – årig trygheden igen – i Moonbevægelsen og kom først fri af sekten, da han var 39. Han vendte ikke al religion ryggen, men fandt sit ståsted i kristendommen, og som han siger: Kristendommen er hverken et spørgsmål om dogmatik, etik, logik eller teknik. Kristendommen er et spørgsmål om optik. Det betyder, at kristendommen i bund og grund handler om, hvordan man som menneske ser på sig selv, og hvordan man ser på andre mennesker i lyset af Guds kærlighed…. Derfor er selve meningen med tilværelsen at begribe, at livet udspringer af en grænseløs kærlighed. Når det går op for os, sættes vi i stand til at se ærligt og fredfyldt tilbage på det liv, vi har levet. Og vi bliver befriet til at bevæge os udad mod hinanden og gå fremtiden i møde med livsmod og forundring. På en forunderlig måde bliver vi altid skænker en ny begyndelse.”
Den anden bog er Peter Bastians ”Altid allerede elsket”. Den kunne også have heddet ”Mit livs Omvej”, for han har hele sit liv været en søgende sjæl, der først som godt 70-årig fandt kristendommen som sit ståsted. Han var ateistisk opdraget; men der manglede noget, og han flirtede med nyreligiøsiteten og buddhisme; men så blev han udsat for et ”indbrud af kristendom”, og han forstår, at den forestilling, han er født ind i, og som er meget indgroet i vores samfund om, at vi skal forbedre os – at det aldrig bliver godt nok – den bliver modsagt i kristendommen. Det oplever han som en stor befrielse. Eller som Morten Hee Andersen siger i nævnte interview: ”August er meget aktuel for min generation, som i så høj grad gerne vil præstere. I rollen som August får jeg lov til at give 12-tals drenge og – piger en stemme, for August er med til at fortælle, hvorfor vi synes, det er så skamfuldt at fejle.”
Det var den samme indsigt Luther nåede frem til. Også han var som Martin Herbst og Peter Bastian præget af tanken om aldrig at have gjort nok, og at kærligheden var en handlesvare, der gives på betingelser. Men sådan er Gud ikke, indså Luther. Guds kærlighed kommer først og er betingelsesløst. Det sætter mennesket fri fra stræben, og det kan i stedet bruge al sin energi på at gøre gavn i forhold til sine medmennesker. Det er selvudvikling, ikke i moderne forstand; men det skal forstå som det at vikle sig ud af sig selv, fordi: Selv om du ikke er god nok, så er det godt nok, og derfor kan fokus rettes væk fra en selv og ud mod verden.