Et jubilæum

Kirsten

Af Kirsten Høg. Nedenstående er et uddrag af det, Kirsten fortalte til årets sommerstafet 2018 afholdt i Odder Grundtvigske Valgmenighed.

Der er mange, der tror, at valgmenigheden er en slags sekt, og da kan det være godt at kunne forklare sig. Måske kan følg. være en hjælp.

I denne sommer er det 150 år siden vi fik valgmenighedsloven. Dette skete under store stridigheder i Rigsdagen. Folketinget stemte loven igennem, men Landstinget var imod. Alle biskopper undtagen den grundtvigsk sindede P.C. Kierkegaard, bror til Søren Kierkegaard, var imod, og endvidere de fleste præster. Mange grundtvigske folk ønskede en kirkelig frihedslov. Problemet opstod i Ryslinge, hvor Vilhelm Birkedal var blevet afskediget, fordi han efter nederlaget i 1864 havde bedt for, at kongen (Chr. IX) måtte have et dansk hjerte.

Adskillige mente, at der fra myndighedernes side var begået justitsmord i Ryslinge. Nu øjnede man en chance for at gøre noget ved forholdene. Grundtvig og de grundtvigske talte om frie menigheder og frie præster. Regeringen så måske også en fordel i, at der var ro på den front. Konseilspræsidenten, grev Friis, gjorde sagen til et kabinetsspørgsmål. Det var endvidere vigtigt, at havnen i Esbjerg og dermed udskibningen af landsbrugseksporten til England ikke blev sinket. Loven blev kort sagt presset igennem Landstinget og underskrevet af kongen den 15. maj 1868 med virkning fra den 1. juli.

Ryslinge med Vilhelm Birkedal som præst blev den første valgmenighed. Snart kom flere til. Indtil 1990, da Århus Valgmenighed blev oprettet, var alle valgmenigheder grundtvigske, hvorimod missionsfolkene ønskede at blive i sognemenigheden og præge dem indefra.

Valgmenighedsloven er blevet revideret flere gange siden 1868.  Her blot nogle af paragrafferne:

Valgmenigheden kan have egen kirkegård, men medlemmerne har ret til at blive begravet på sognekirkegården i deres eget sogn

Valgmenigheden står under tilsyn af provst og biskop i modsætning til frimenigheder

Valgmenighederne er økonomisk selvstændige og modtager ikke tilskud, og medlemmer betaler ikke kirkeskat, men betaler i stedet direkte til valgmenigheden.

Den selvbestemmelse, som valgmenighedernes bestyrelse fik i 1868, fik sognemenighedernes menighedsråd i 1901, men dog ikke en suveræn ret til valg af præst. Den ligger stadig hos kirkeministeren, og flere andre ting har en sognemenighed og dens menighedsråd ikke lov at bestemme.

Ingen ville vel i dag finde det rimeligt med et forbud mod børnealtergang. Morsø Valgmenighed gik ud i frimenighed i 1883 på det spørgsmål. Jeg husker ikke, hvornår præster i Folkekirken ikke længere kunne nægte børnealtergang; men det er omkring 1990.

Loven om kvinders adgang til præsteembeder fra 1947 blev først til virkelighed, da Lolland – Falsters Valgmenighed ønskede en bestemt person til præst, og det en kvinde.

Den danske salmebog af 1953 blev i høj grad præget af valg-og frimenighederne.

Begyndelsen til Odder Valgmenighed.

Vi skal tilbage til årene omkring 1860. Den store religiøse vækkelse, der havde blomstret i egnene sydpå i årtierne før, var kun lige nået til grænserne for Hads Herred.

Men omkring 1860 gik en vækkelsesbølge ind over egnen her. Man samledes i de vakte hjem, hvor man læste Bibelen og postiller, og hvor man sang salmer. Missionærer kom forbi nu og da.

I foråret 1862 dannes IM for Århus og Omegn, som fik mange medlemmer her på egen. Ingen forskel på IM og de grundtvigske. Sammen havde de protesteret mod de rationalistiske strømninger, som beherskede de fleste teologer. Det var først, da Vilhelm Beck blev formand for IM, at vejene skiltes.

Altså: da IM for Århus og omegn dannedes i 1862 var der flere grundtvigianere, der til sluttede sig den, bl.a. præsterne la Cour og Kirkebye i Odder og Otto Møller i Gylling. Foreningen udgav et månedsblad ”Budbringeren, som redigeredes af lærer P.M: Jørgensen i Beder, som var en ungdomsven af Christen Kold. Foreningen havde sin største tilslutning i de egne, hvor der nogle år senere rejste sig tre valgmenigheder: I Bering, Århus og Odder. At der ikke kom en 4. i den sydlige del af Hads Herres skyldtes nok den omstændighed, at Otto Møller fik lov at efterfølge sin far i embedet i Gylling. I Ormslev-Kolt fik Jørgen Teilmann ikke lov til at efterfølge sin far i embedet, og så dannede man valgmenighed.

Foreningen holdt sit første møde i odder i juli måned 1862 med Otto Møller som hovedtaler. Tilslutningen var så stor, at mødet måtte holdes under åben himmel. Disse møder blev en fast tradition for de grundtvigske kredse.

I 1861 var Chr la Cour blevet præst ved sognekirken i Odder. Han var søn af den kendte odderdegn Jørgen la Cour og havde siden sin barndom drømt om at blive præst her i byen. Men da det endelig lykkedes, var han en svag og syg mand, der ofte måtte have hjælp til sit arbejde, bl.a. af den unge kapellan i Gylling, Otto Møller. Denne kaldte så mange til kirke, at den snart ikke kunne rumme alle.

La Cours helbred vaklede, og han måtte have en fast kapellan. Det blev Otto Møllers ven, Anton Kirkebye, hvis far var lærer i Elbæk. I 1865 døde la Cour. Anton Kirkebye rejste fra egnen, så to markante grundtvigske præster var væk.

I Odder var tanken om selv at bygge kirke og vælge en præst allerede fremme i 1872, men opgaven synes for stor dengang. Først da man havde vist i Bering i 1876, at det kunne lade sig gøre, fik man mod til at vove forsøget. Men allerførst viste man sit mod og sin samarbejdsevne v at bygge et forsamlingshus, hvor man kunne høre de grundtvigske mænd tale. Denne generalprøve for kirkebyggeri skete i 1880, da forsamlingshuset blev bygget midt i Odder by ved det daværende torv.

I 1884 følte kredsen sig så stærk, at den dannede foreningen ”Odder Valgmenighed”. Man brugte samme fremgangsmåde som ved forsamlingshuset: Man tegnede aktier, som skulle sikre kirkebyggeri og den kommende præsts løn. Den næste opgave var at finde en mand, der ville vove springet fra en sikker stilling som sognepræst til en usikker fremtid for en lille kreds, som ikke have matadorer i ryggen, som Otto Møller advarende sagde til flokken, da de søgte råd og hjælp hos ham. Det var et nedslående råd, men Beringpræsten Jørgen Teilmann satte mod i flokken igen ved at forsikre, at det sagtens kunne lade sig gøre.

Man fandt en præst Vilhelm Malling, og nu måtte man i gang med at bygge præstebolig og kirke. Pladsen fandt man på en bakke lige øst for byen. Og bygmesteren var tømrermester Løjtnant Jensen, som fulgte med pastor Malling far Ørslevkloster til Odder, hvor han de næste 40 år satte sig præg som arkitekt og bygmester i Odder.

I 1885 kom byggeriet i gang. Først præsteboligen, og forsamlingshuset blev flyttet op på kirkebakken. Den 9. juni 1885 blev grundstenen til kirken lagt. Kirken blev indviet 14. februar 1886.

Valgmenigheden i Odder opstod ikke-som så mange andre steder i landet-på grund af et stærkt modsætningsforhold mellem IM og De grundtvigske eller et modsætningsforhold til byens præster. Den voksede stille frem af den åndelige vækkelse, som begyndte i 1860, og der har altid været et godt forhold, også nu.

Aktiv dødshjælp

Kirsten

Af Kirsten Høg. Bragt i Odder Avis, Februar 2017

For nylig hørte jeg et foredrag af Ole Hartling, læge og tidl. formand for Etisk Råd, som nok er den mest markante modstander af aktiv dødshjælp:

 ”Jeg er ikke i tvivl om, at tanker om aktiv dødshjælp til alle tider har handlet om et forsøg på at få magt over den magtesløshed, som er svær at bære. Nå man er magtesløs, vil man i alle fald have lov til at bestemme, hvornår døden skal indtræde. Det efterlader dog lidt magt.”

Han påpegede også, at det er afgørende, hvad sprog vi bruger om dette fænomen at tage livet af andre mennesker. Dødshjælp giver positive associationer. Tidligere hed det medlidenhedsdrab, og det er jo et drab. Man kalder det også eutanasi, et ord lånt fra græsk, som betyder ”smuk død”, igen et ord, der giver positive associationer.

Det er farligt, hvis et samfund tillader medlidenhedsdrab, idet der så indirekte bliver sagt til enhver af os, der bliver afhængig af hjælp i den sidste fase af vores liv og dermed er en bekostning for samfundet: Det er i orden, hvis du vil have forkortet dit liv, underforstået: Der kan spares mange penge. Og ikke som nu: Du har ret til at leve og være til besvær. Der kommer altså et uudtalt pres på den hjælpeløse om at udtrykke et ønske om at blive slået ihjel.

Vi kender vist alle eksempler, hvor lidelsen er ubærlig og man har haft et ønske om at forkorte lidelsen.

Da min gamle mor på 93 havde fået en hjerneblødning og dermed gik fra at være selvhjulpen til at skulle have hjælp til alt, ønskede hun kun at død. ”Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Du må gå planken ud”, sagde jeg til hende. På et tidspunkt nægtede hun at få intravenøst væske og døde en uge efter. Dermed frasagde hun sig livsforlængende behandling. Al respekt for det. Men disse 5 uger vil jeg ikke have undværet, hvilket jeg også sagde til hende. Så megen omsorg, så megen nærhed og så mange gode ord som afslutning på et langt liv.

I Linn Ullmanns lille roman ”Nåde” afklædes de vanlige klicheer om dette emne. Manden, som skal dø, hedder Johan Sletten. Han er syg af kræft, og nu vil han så have sin 17 år yngre kone, Mai, der er læge, til at hjælpe sig med at dø, når han ikke vil leve mere: ”Jeg vil ikke være nogen belastning. Jeg er bange for ydmygelserne. Jeg vil ikke have, at du skal se mig sådan. Jeg er bange for at miste kontrol.”

Mai siger i første omgang nej – det strider mod lægeløftet; men senere giver hun ham alligevel sit løfte. Men…. Da døden nærmer sig, ændrer perspektivet sig for den døende. Selv om han bare ligger hen i en hospitalsseng, er tiden ikke inde for ham. Han ønsker at leve. Men han har mistet talens brug og kan ikke udtrykke sit ønske. Og bogens læser må stille sig det spørgsmål, om det er nådigt eller nådesløst at hjælpe ham ud af livet, som Mai ender med at gøre. Eller om hun måske i virkeligheden gør sig selv til herre over liv og død, fordi hun synes tiden er inde til at blive befriet for sin egen magtesløshed og smerte.

Linn Ullmann viser med sin roman, at aktiv dødshjælp er højest problematisk. Men læs selv bogen!